ENERGI, TRÆNING og BEVIDSTHED

SUNDHED - I ALLE ALDRE
 
               www.hsp-info.dk

 

12.20 Kostomlægningens ABC

I denne artikel vil vi prøve at give lidt tips til den spændende proces, det er at lægge sin kost om. Det vigtigste at huske på:

Kostomlægningen gælder din daglige kost:

  • morgenmad
  • frokost
  • aftensmad
  • på alle hverdage

    - ikke til fest, og når du er i byen. Der kan du spise, hvad du vil.

  • Vil du have styrket dit helbred og undgå irriterende livsstilssygdomme, så er det den daglige kost, du skal have fat i. Og her gælder en håndfuld faste principper, du skal til at navigere efter. Dem vil vi prøve at skitsere i det følgende.


    Enkel mad af rene, uforarbejdede råvarer

  • Se alle vores opskrifter og beskrivelser af fødevarer

    A. FØRSTE PRINCIP: Slut med de forarbejdede fødevarer

    Hvad er det VIGTIGSTE råd, hvis du skal lægge din kost om til noget, der styrker dit helbred frem for at skade det? Der er et helt afgørende og meget vidtrækkende råd:

  • Skær meget kraftigt ned på de forarbejdede fødevarer .
  • Hold dig til RÅVARERNE.

    I en engelsk TV-udsendelse havde man sat sig for at finde de sundeste lande og befolkninger i verden og undersøge deres kost. Den var meget forskellig. På Island spiser man rigtig store mængder fisk, men får også en del animalsk fedt i mælkeprodukter og fårekød. De får ingen frugt - alligevel er islændingene ultrasunde. Hvorfor? Fordi deres kost ikke er særligt forarbejdet. Det er lokale råvarer, som er forarbejdede lokalt - fx på bittesmå mejerier og hjemmeslagterier. Ingen industriel mad.

    Det samme gælder fx sydkoreanerne, der har en helt anderledes kost. De spiser enorme mængder grønt og overhovedet ingen mælkeprodukter. Men også her er der meget få industrielt fremstillede færdigvarer. Man lever ikke af kiks, sandwichbrød, 3-stjernet salami, Light-oste og den slags skodprodukter, som supermarkederne bugner af. Man laver selv sin mad.


    Rene råvarer - her forarbejdet til en gang sushi

    Hvad betyder det i praksis?

    Når du begynder at skære ned på de forarbejde varer, så slipper du for nogle af de værste sundhedsmæssige syndere:

  • Det hvide mel
  • Sukker

    Hvidt mel er forarbejdet - de grove dele af kornet er fjernet. Samtidig indgår hvidt mel i rigtig mange af de værste industriprodukter (sandwichbrød, kiks, hvis pasta osv.). Læs mere om, hvorfor du skal undgå brød her.

    Brødet er virkelig noget af det, du skal tage alvorligt, hvis du vil lægge din kost om. Prøv at undgå det så meget som overhovedet muligt i det daglige. Fuldkornsrugbrød kan gå, i mindre doser.

    Sukkeret indgår i næsten alle færdigvarer - ikke kun i sodavand, slik, is, marmelade og den slags. Prøv selv at nærlæse varedeklarationerne: der er masser af sukker i ketchup, brød, mayonnaise, remulade, salater, ja selv i sennep. Næsten alt færdigfremstillet på glas, i tube og plasticindpakket indeholder sukker (i USA er der sukker i 80% af alle færdigvarer - intet under at Novo sælger masser af insulinprodukter derovre!).

    Så når du skærer markant ned på færdigvarerne, så reducerer du også dit indtag af sukker - og det er rigtig godt for helbreddet.


    Grøntsagssuppe - nemt og hurtigt at lave, billigt og sundt


    Forædling

    Fødevareindustrien er uhyre opfindsom. De sidste årtier har det industrielle mantra lydt "forædling af fødevarerne". Det er ganske logisk; man vil gerne tjene mere på råvarerne, og det gør man ved at "forædle" dem. Der er bedre indtjening i at levere en pose frosne, forstegte pomfritter end i en pose almindelige kartofler.

    Forædlingen er sikkert fin for indtjeningen men desværre elendig for sundheden. En af de nyeste trends, jeg har set, er at færdigvarer er mærket med et "V" for Vegan.

    Meningen er, at forbrugeren skal tro, at disse produkter er specielt sunde. Det eneste veganer-halløj ved dem er, at der ikke indgår animalske ingredienser. Men hvis resten er rent industrielt, er der ikke meget ved det:


    Det er øjensynligt blevet så trendy at være veganer, at alle mulige industrifremstillede færdigvarer nu skal mærkes med "Egnet til veganere".


    B. ANDET PRINCIP: Valg af råvarer

    Næste trin i din omlægning består i at finde en kost og de nødvendige råvarer, som giver optimal sundhed. Når du har fjernet industrimaden, har du fjernet mange af de ingredienser, som virker decideret nedbrydende på dit helbred. Men du skal også have en kost, der virker opbyggende.

    Hvis vi vender tilbage til den engelske udsendelse, så fremgik det tydeligt, at man godt kan spise mælke- og kødprodukter, HVIS DE ER AF GOD KVALITET. Og god kvalitet betyder altså i praksis, at varerne ikke købes i supermarkedet - de skal være mere eller mindre hjemmeavlede/-fremstillede. Så har du selv husdyr eller direkte adgang til dem, så kan du måske leve sundt af kost med mælk og kød.


    Ørredfilet med tilbehør - gode råvarer

    Ikke desto mindre er der rigtig meget forskning, som har vist ulemperne ved en kost med stort indhold af rødt kød og mælkeprodukter. Og da de færreste af os har konstant adgang til friske gårdprodukter, så må det næste kostråd lyde:

  • Skær kraftigt ned på rødt kød og mælkeprodukter.

    Der er masser af forskning, som har påpeget en klar sammenhæng mellem et stort forbrug af rødt kød og mælk og alle vore livsstilssygdomme. Det drejer sig om hjerte/kar-sygdomme (som forhøjet blodtryk, der nærmest betragtes som normalt i dag), diabetes 2, nogle gigtlidelser samt visse typer kræft. Her kan du reducere din risiko markant ved at vælge en vegetarlignende kost. Læs mere om, hvorfor du skal undgå kød her.


    En vegetarlignende livsstil

    Når du lægger din kost om, vil du bevæge dig i retning af noget vegetaragtigt. Og derfor skal du lære en masse nye råvarer at kende - alle grøntsagerne, bladgrønt, frugter, linser og andre bælgfrugter, forskellige nødder og frø, evt. tofu osv. Og det tager lang tid at lære hele denne verden at kende - vær forberedt på det.

    Mange vegetarer spiser (som vi selv) fisk og lejlighedsvis kylling. Vi spiser kun meget sjældent ost. Veganere er de "ægte" vegetarer, der slet ikke får animalske produkter (heller ikke honning).

    Du skal lære dig at tilberede og forbruge masser af bladgrønt som søvbeder, blegselleri, persille mv. Det er super sunde urter, der giver rigtig god mæthedsfornemmelse - gerne i kombination med bønner/linser/ærter. En sådan kost indeholder relativt få kalorier og fører naturligt til vægttab - i modsætning til fastfood som burgere, der ingen mæthedsfornemmelse giver, men alligevel indeholder masser af kalorier.

    Husk, at det er den daglige kost, der skal være vegetar-agtig. Det er på hverdagene, at du skal holde dig fra kød og mælkeprodukter, ligesom du skal holde dig fra brødet og de andre forarbejdede varer. Når du er inviteret ud, spiser du selvfølgelig, hvad du bliver budt på.


    Stegt tofu med dampede grøntsager (kæmpemælkebøtte og brede grønne bønner)

    Læs mere om vegetarkost her.


    C. TREDJE PRINCIP: Tålmodighed

    Kostomlægning er ikke en kur. Det er ikke noget, du gennemfører på kort tid, og så er alt godt. Alt efter din alder og situation vil en kostomlægning tage mellem to og 10 år - fra den første tanke og beslutning, til det hele kører stabilt og på skinner.

    Det er mange ting, der skal omprogrammeres - din madlavning, dine indkøb, køkkenindretningen osv. Du skal lære en masse nyt - om råvarer, opbevaring, tilberedning osv. Du skal lære at håndtere dine omgivelser, på arbejdet, til middage osv. - andre personer er måske ikke på samme trip som dig, og det kan være en mental udfordring. Så tag den med ro, det er en proces, som løber over år! Det væsentlige er, at du er indstillet på retningen.

    Sund mad er også enkel mad. Det betyder, at du ikke skal blande alle mulige fødevaretyper sammen i ét måltid. Læs meget mere om, hvad vi mener med enkel mad her.


    Sølvbede - en glemt urt - bladgrønt af de bedste!

  • Læs meget mere om principperne for en sund kost i vores artikler i modul 11.

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Til start

    Copyright 2011-18 Michael Karbo og Fitness-vitalitet.dk

  •