ENERGI, TRÆNING og BEVIDSTHED

SUNDHED - I ALLE ALDRE
 
               www.hsp-info.dk

 

11.40 Sundhed via kosten, fortsat

Problemet med den danske kost er, at vi simpelhen har fået dårlige vaner ind op gennem hele vores opvækst. I familierne, børnehaverne, i skolerne - langt hen ad vejen er det skodmad, der bliver serveret. Mad, der simpelthen berøver børnene deres sundhed, og som lægger bunden for alle de dårlige vaner og al den overvægt, vi ser overalt.

Sandheden er, at der mange måder at spise på. Og nogle er mere sunde end andre. Men man kan ændre spisevaner - det er meget enkelt. Alle, også børn og gamle kan sagtens vænne sig til en mere hensigtsmæssig kost. Der er ingen biologisk, genetisk nedlagt funktion, som siger, at vi dagligt skal have kød, brød og mælk - det er bare noget, vi har vænnet os til, fordi det har væet nemt og praktisk.


Brede, grønne bønner, majroe-terner med olivenolie, stegt tofu.


Brød er dårlig mad

Jeg ved det; jeg vinder ikke Bagerstandens Fortjenstmedalje for dette udsagn, men det kommer alligevel: Brød er langt hen ad vejen helt overflødigt.

Brødets store fordel og popularitet ligger i, at det er billigt og nemt tilgængeligt. Enhver kan åbne en pose og snuppe en skive sandwichbrød. Lidt mere kompliceret er det selv at skulle skære en skive, men der er altid en utrolig enkel og hurtig tilgang til brød. Problemet ligger på det ernæringsmæssige område. Brød fylder meget og giver et ofte overflødigt energitilskud fra alle kulhydraterne. Det er en tør fødevare, som dermed er sværere omsættelig end fx fuldkornspasta, kikærter, kartofler og ris/pilaf - der er sammenlignelige, men våde fødevarer.

Mange vil opleve en helt anden vitalitet ved fuldkommen at droppe brød- og kornprodukter. Det er også princippet i stenalderkosten. Og det bedste er jo, at man kan prøve det selv, længere er den ikke. Prøv en uge eller to uden brød og pasta, og se om du så savner det.

Og når du har været på brød/kornfri-kur i nogle uger, kan du næsten mærke det som en forgiftning, hvis du en dag spiser tre skiver franskbrød! Det er tankevækkende.


Ovnbagt squash med olivenolie, rosmarin, tomat og løg.


Karolines møg-køkken

Mejeribranchen haft stor indflydelse på den danske "madkunst". Den dag i dag er det i mange husstande helt almindeligt at blande mælkeprodukter og ost i stort set alle retter. Det er decideret skadeligt, da det gør maden tungt fordøjeligt.

Ser vi rent biologisk på det, så er det lidt underligt, at et pattedyr (mennesket) går rundt og drikker mælken fra et andet pattedyr (koen). Men det argument kommer jeg nu nok ikke langt med ...


Hvis du savner mælkeprodukter, så hold dig til fåre- og gedemælk. Får og geder lever alt andet lige mere frit og sundt end køer, desværre. Chevre er den franske gedeost, som smager fantastisk godt, når den bages ...

Alle er vænnet til mælkesmagen

Selv her i 2013 lyder de officielle danske kostråd på ½ l mælk dagligt til voksne, som det har lydt de sidste 50 år. For mig at se er det de sidste levn af det danske mælkekøkken.

Fødevarepolitikken har her i landet været ren industrihjælp, og det går tilbage til den sidste del af 1800-tallet, hvor Danmark var førende i Europa indenfor mejeriteknologier. Siden da, har vi vænnet os en "Nora Malkeko"-mentalitet, stærkt understøttet af de utallige statskampagner, der skulle tvinge mælke-, fløde- og osteprodukter ned i halsen på os.

Kampagnen har været en kæmpe succes. Masser af voksne drikker fortsat dagligt mælk, og hvem kender ikke Karoline-kogebøgerne? Jeg husker de kollektiver, jeg i starten af 1980'erne boede i; de beboere, der ikke var på mikromakro-bølgen lavede fløde/oste-fyldte retter fra Karoline-bøgerne. Det var virkeligt et genialt PR-stunt. Man forærede hele landet gratis kogebøger, fyldt med spændende og appetitlige opskrifter. Det eneste fælles for opskrifterne var mælk, fløde, ost og creme fraiche, der var fordelt i rigelige mængder i samtlige måltider! Den dag i dag finder man "vegetarer", der stort set lever af ostemader - tåbeligt og ureflekteret.


Kartoffelskiver koges med masser af frisk persille.


  • Se alle vores opskrifter og beskrivelser af fødevarer


    Problemet er, at alle danskere øjensynligt er vænnet til mælkesmagen - sovs, supper - ja alle retter skal have en gang fløde - "for det smager så godt". Tænk Brødrene Price og deres ekstremt usunde køkken. Jeg så en udsendelse, hvor de ostegratinerede en cassoulet (en stor gryde med hvide bønner og kødstykker). Det er hån mod det sydfranske køkken.

    Smag kan omprogrammeres, og mad uden mælk kan smage aldeles glimrende - når man benytter ordentlige råvarer.

    Mange voksne har svært ved at fordøje mælkeprodukter. Det er synd for mælkeindustrien, der vil have os til at bruge fløde og ost i stort set ethvert måltid. Men mælk er altså beregnet til kalve og spædbørn!

    Mælkeprodukter skal bruges med omtanke, og man skal løbe kvalitet. En god oste (en lagret danbo, gerne økologisk) er en delikatesse, og det samme gælder danablu, fransk gedeost, græsk youghurt, parmesan osv. Nyd disse lækkerier, og nyd dem med måde. Køb god kvalitet, og undgå alle de andre produkter i den daglige kost.

    Stegte løg, kartoffelmos, kogte rødbedestykker stegt på panden med sesamfrø.

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Til start

    Copyright 2012-17 Michael Karbo og Fitness-vitalitet.dk

  •