ENERGI, TRÆNING og BEVIDSTHED

SUNDHED - I ALLE ALDRE
 
               www.hsp-info.dk

 

6.00 PILATES

Pilates er et super sundt træningssystem - både for mænd og kvinder. Bemærk, at Joseph Pilates, der grundlagde Pilates-systemet, trænede boksere og brydere. Så rent historisk er Pilates altså ikke en dame-sport ... Og det er yoga, som jeg behandler et følgende modul, overhovedet heller ikke.

Både yoga og pilates giver muskulær styrke og udholdenhed samt øget fleksibilitet. Mange af øvelserne påvirker kroppens kirtler og stimulerer dermed både livsenergien og udrensning. Dermed bearbejdes de energimæssige blokeringer, som hæmmer livsenergien - både dens cirkulation og optagelsen af den. I det hele taget er det øvelser til at vække og stimulere kroppens sensitivitet, og det er ikke dårligt!

På denne side kan du læse om Pilates - baggrunden og tankerne bag øvelserne. Senere følger det seje CORE-basisprogram med 7 pilates-øvelser.

Moduler med Pilates-øvelser på dette site:

Der er en klar progression i Pilates-systemet. Derfor er øvelserne op delt i forskellige moduler, og det er vigtigt, at du starter med de lette.

  • 6.10 Basis-7 programmet
  • 6.15 Series of Five
  • 4.38 Ryg-træning
  • 6.20 Coretræning - Basis-12
  • 6.30 Coretræning - Basis-15


    Pilates - powerhouse, kontrol, styrke, bevægelse, elastik og bold

    I mange år havde jeg forbundet Pilates med den træning, hvor man bruger bold og elastik. Det er fremragende træningsredskaber, ikke mindst til optræning af svage arme og skuldre - der er elastikker uundværlige. Men det var jo en meget overfladisk betragtning, for Pilates er jo et komplet træningssystem med omkring 80 specifikke og navngivne øvelser. Og det er bestemt ikke en damesport ...

    Træning af Pilates-øvelserne er krævende, meget krævende. Der skal stor core-styrke, stor fordybelse og muskulær koordination til for at gennemføre øvelserne.

    Pointen med Pilates er at give udøveren en grundlæggende styrke i torsoen, og ikke mindst i ryg/mave-regionen, som så kommer en til gavn, uanset hvad man ellers laver.

    Kodeordet er kontrol - præcis kontrol over alle bevægelser med en ensartet muskeltonus (spænding) under hele afviklingen. Det kræver mange gentagelser og års træning at mestre øvelserne. Men det skal du ikke lade dig afskrække af - for det er jo øvelserne, som er svære. Det er svært at kunne styre kroppen med styrke og kontrol. Og det lærer du!

    Men samtidig er træningen meget givende - du kommer til at føle dig spændstig og adræt på en måde, du ikke forestillede dig muligt. Og den virkning indtræder relativt hurtigt.

    Synes du om vores artikler? Så støt os med en "like" på Facebook. Så får du også meldinger om nye artikler:

    I dag er brugen af Pilates meget bredspektret, da systemet udnyttes af mange faggrupper og til en lang række formål. Det være sig til mænd og kvinder i alle aldre, til gravide, som understøttelse af bestemte sportsgrene, til genoptræning af syge, til ældre/gamle osv. Ja, nogle steder har man udviklet specielle Pilates-programmer for børn, som skulle have en meget centrerende virkning på de små.

    Hurtig virkning

    En lille privat beretning. Da jeg som eneste træning havde lavet det lille basis-program, der følger senere på siden, i periode fire uger (2 gange ugentligt, mere blev det ikke til, jeg var meget travl), skulle jeg hjælpe til ved en flytning af møbler og andet op og ned fra nogle loftsrum på 2. sal. Det har jeg været med til masser af gange, og jeg ved at passe på min ryg. Men denne gange flød bevægelserne langt lettere - jeg følte mig enormt fri og næsten på højde med flyttefolkene (som dog fik lov at tage alt det rigtigt tunge). Forskellen var i min core - powerhouse - var stabilt, og da alle bevægelser udgår derfra, kunne det tydeligt mærkes i alle løfte- og flyttebevægelser. Det var bare efter fire uger med 2 x 15 minutters basis-pilates, så det er altså noget, der virkelig fungerer.

    Basisprogrammet kan og bør anbefales; det laves på bare 8-12 minutter. Lav det tre gange om ugen - så er du godt i gang med at optræne core-styrke og -kontrol.

    Joseph Pilates siger, at laver du programmet 30 gange, så har du fået en ny krop. Det er ikke overdrevet, du kan tydeligt mærke det selv, og folk kan tydeligt se det på din holdning og dine bevægemønstre.

    Centralt for Pilates er, at man arbejder med bevægeapparatet, som skal:

  • strækkes (gøres længere)
  • styrkes
  • og underlægges fuld, personlig kontrol.

    Denne udvikling er ikke begrænset til muskulaturen - det hele systemet af muskler, led og ledbånd, bindevæv mv. samt nervesystem og åndedræt som skal integreres til en funktion med stærkere, længere og bedre kontrollerede bevægelser. I praksis arbejder Pilates dermed ligesom yoga både med krop og psyke.

    Kan man praktisere de lidt egenartede øvelser gennem fx et halvt eller helt år, vil man blive bedre til alt det, kroppen ellers bruges til - uanset sportsgren eller arbejdsfunktion - det hele vil fungere bedre og man vil undgå skader. Og det fedeste er, at man, som nævnt, kommer til at føle sig spændstig og adræt på en helt ny måde.

    Om J. Pilates

    Joseph Humbertus Pilates (1880-1967) blev født i Düsseldorf. Under sin opvækst var han meget syg, og det førte tidligt til en stor interesse for den menneskelige anatomi og forskellige østlige og vestlige træningsformer. I 1912 flyttede han til England, hvor han etablerede sig som boxer, cirkus-artist og nærkampsinstruktør. Under første verdenskrig var han sammen med andre tyskere interneret i en lejr, hvor han udviklede træningsprogrammer for de indsatte baseret på brug af personernes egen kropsvægt samt rekvisitter som senge og køjer.

    I 1919 etablerede han sig i Hamborg, hvor han begyndte at undervise i fysisk træning hos militærpolitiet. På dette tidspunkt havde Joseph udviklet sin filosofi om, at funktionel styrke kommer fra en fleksibel ryg med et stærkt center, god balance og fuld muskulær integration.

    I 1925 rejste Pilates til USA som træner for den professionelle bokser Max Schmelling. Her åbnede han et træningscenter, som hurtigt blev populært blandt eliten - i starten især sportsfolk som boksere, brydere og skiløbere - senere også dansere og andre kunstnere. Træning af Pilates giver en fantastisk fornemmelse af core-styrke, kontrol og kropsbevidsthed på en måde, som alle, der er bevidste om deres krop, har glæde af.


    Joseph Pilates træner med elastikker

    "Noget rigtigt må jeg have gjort. Jeg har aldrig taget en aspirin eller haft en skade".Citat fra 85-årige J. Pilates i 1965.

    Ellers kendes Pilates især på, at al optræning starter i kroppens "powerhouse" - det er sund fornuft, selv det ikke altid praktiseres. Se også min beskrivelse under core-træning. Jeg er selv utroligt glad for Pilates, og jeg vil anbefale øvelserne til enhver ved normalt helbred! Som begynder skal du starte med de syv øvelser, som udgør Pilates' basisprogram. Se øvelserne i det næste modul.

    Når du har trænet Basis-7 programmet, kan du fortsætte med Series of Five samt de næste programmer. Men husk, det er ikke noget mål i sig selv at kunne lave alle øvelserne. Tværtimod, det kan være meget negativt, hvis det handler om, at "så har jeg lavet alle øvelser i dette program, videre ...". For mange vil det sikkert tage en længere årrække at komme gennem alle de øvelser, der er beskrevet her på sitet. Og det er også meningen! Find din egen praksis, hvor du starter med programmet Basis-7. Træn det to-tre gange ugentligt, og se så, hvad der sker!

  • Næste artikel
  • Forrige artikel

    Til start

    Copyright 2012-16 Michael Karbo og Fitness-vitalitet.dk

  •